Med Camilla 2 i grænsevandet

Blæsevejr!  Hvorfor blev det dog ved, når vi nu havde besluttet os for dagen, hvor vi skulle ud på vores sommerferiesejlads 2019? Vi havde planlagt at tage til Rügen igen, sidste gang var i 2014. John Rulle og besætning ville også gerne med dertil igen, men da han var afhængig af sommerferielukning i virksomheden, var der ikke så mange dage at sløse med.

Fredag aften 5. juli kom Knud ind til mig i køkkenet og meddelte: “Vi sejler om en time, for lige nu er vejret rimeligt.” Da gik jeg fuldstændig i sort. Båden var godt nok næsten færdigpakket, men der manglede da en del endnu. Vi (jeg) blev enige om, at togtet kunne starte næste morgen.

Kl. 07.30 lagde vi fra kaj i vind og regn!!  Vi ville under ingen omstændigheder sejle til Rügen i det vejr, og aftalte med John, at vi sejlede til Vordingborg for ligesom at komme væk og afsted.

Vejret fortsatte på den måde, og efter tre dage i Vordingborg Havn med festuge og hvad deraf følger tog vi beslutningen: Vinden var ikke til Rügen, så vi tog den anden vej mod Flensborg, som vi ikke nåede i 2018.

Hvornår er maden færdig, Linda? Tålmodigheden omkring bordet i Kragenæs bliver sat på en lille prøve.

Via Kragenæs og Bagenkop anløb vi Gelting Havn i fint vejr. Når man sejler ind, er havnen på bagbords side rigtig hyggelig med en fin bådebro.  Det kan oplyses, at der sælges godt øl her.

Næste morgen var det tåget, men vi gik stille og roligt mod Flensborg. Okseøerne ligger smukt i fjorden, og villaerne langs kysten må have den smukkeste udsigt over fjorden. Vi lagde til i Inderste havn i Flensborg by. Så er du altså lige midt i smørhullet med masser af liv på havnen og i byen.

I havnen lå en stor samling dampskibe, lige fra skibe på 20 fod til kæmpe isbrydere, alle dampdrevne.  På land var der også mange gamle dampmaskiner, der bl.a. blev brugt til at skære træstammer til planker.

Fra Flensborg drog vi mod Gråsten. Der var mange skibe på vandet, og pludselig så vi et, som vi havde set i Stubbekøbing for en del år siden. Nemlig det smukke, store skib på 72 fod, Heaven can wait, som er bygget på Olsen Yacht med båden Endavour som forbillede.

Ved Egernsundbroen skal man passe tiden for åbningen, så her måtte vi vente i en time.  Gråsten er som mange andre byer næsten døde om søndagen. Havnen, vi fandt, var lille og hyggelig, der lå kun et par fiskejoller. Jeg gik hen til en café lige ved og spurgte, og de vidste noget om betaling af havnepenge osv.  Her fik jeg at vide, at de ikke havde set havnefogeden i de sidste par år, så vi kunne bare lægge os.  Der stod dog et skilt om, at man i hverdagene kunne henvende sig på kommunen og anmelde sin ankomst.  Men nu var det jo søndag … Vi gik i stedet en tur og ville gerne se parken ved Gråsten slot, men der var lukket, da kongefamilien også var på ferie.

Næste stop blev Sønderborg. Meget af havnemolen var spærret af, da kongeskibet Dannebrog skulle anløbe havnen næste morgen. I lystbådehavnen er der ikke mange muligheder for lidt dagligdags indkøb, så det var da godt, at man havde provianteret lidt hjemmefra. På havnen mødte vi Benny og Marianne, og det måtte vi jo også lige fejre med et par gode glas vin og en god snak.

Dannebrog fulgte efter os, da vi sejlede til Sønderborg.

John Rulle ville anløbe Sønderborg Havn samme aften, og ved 23 tiden under et kæmpe fyrværkeri ankom Calypso så standsmæssigt. Vi havde fundet en ledig plads til dem, så det varede igen et par timer, før tørsten var slukket.

Næste morgen sejlede Knud og jeg videre, forbi kongeskibet, som lige havde lagt til, og mod Dyvig. Det er altid så hyggeligt med indsejlingen, hvor folk bader og kreaturerne græsser et par meter fra båden. Fra havnen er der dejlig transport med bus til Nordborg et par gange om dagen. Vi lagde os i den gamle havn, og her blev der til aften tændt op i de mange grills, som stod rundt omkring på havnen.  Efter et par gode bøffer og lidt vin var vi igen klar til at gå i køjen.

I indsejlingen til Dyvig kommer ens båd helt tæt på både badedyr og husdyr.

Herefter gik turen i smukt vejr med næsten glat vand til Fåborg.  Denne gamle havn har vi helt tabt vort hjerte til. Knuds søn og svigerdatter, Thomas og Maibritt, kom på besøg, og efter en hyggelig frokost i byen var vi igen klar til at modtage Calypso. Vi holdt afskedsmiddag på Hotel Færgegården, der har æggekage som speciale, og nød et flot fyrværkeri, som sluttede Fåborgs ”Open by Night”. Så fås det ikke bedre. 

Vægteren på Hotel Færgegården i Faaborg er svært bevæbnet.

Næste morgen pegede pilen igen mod Bogø for vores vedkommende. Vi havde fin medstrøm gennem Svendborgsund, og her bestemte vi os for at tage hele turen i et hug. Modstrømmen lurede dog omkring Femø, men i sol og svag vind fik vi Farøbroerne i sigte. Det tog 11¾ time fra Fåborg til Bogø havn.

En skøn feriesejlads med hyggelige mennesker omkring os.

Linda Thusgård

Indlæg oprettet 18

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen