Lidt ind i juni, en dejlig varm dag, var vi endelig på vej til Femø. Trods en lang liste over, hvad man behøver i en båd, var jeg kommet afsted uden shorts og oliven. Det var bare det første, jeg opdagede… Men den pragtfulde spegepølse fra Samlermuseet havde jeg ikke glemt. Den smager som spegepølse fra min barndom: meget kød, meget salt og meget røg. Den kan sætte humøret op på en kold og blæsende dag. Det tager så en times tid at få det sidste ud fra tænderne.
Det meste af dagen var vi de eneste gæstesejlere, en uvant oplevelse. Vi var blevet advaret om, at havnehøkeren var lukket på ubestemt tid. Forpagterparret var sprunget fra aftalen, og det er noget sent at skulle starte noget op. Men jeg havde mad med.
Brusebad kunne vi heller ikke få. Grundet smittetrykket stod der. Havnefogeden kunne heller ikke forstå det og havde prøvet på at få det ændret. De private havne i kommunen havde åbnet baderummene. Det blev så etagevask, da vi ikke var mentalt parate til havbad endnu.
Vi tog Omø i stille vejr, så det gik langsomt. Vi snakker ikke meget sammen, når vi sejler. Jeg holder udkig, der var jo andre skibe, og bliver lidt indadvendt. Desuden var jeg begyndt at miste sociale kompetencer under coronalivet. Så fik jeg øje på noget højt og hvidt i det fjerne og spurgte Benny om, hvad det var. ”Stigsnæs,” sagde Benny, og da var det, jeg hørte mig selv mumle med tilfreds stemme: “Ja, så kommer det da ikke herned ad”.
På Omø kunne man få brusebad – og købmanden har åbnet hver dag og solgte både rugbrød og ny kartofler.
Vi snakker ikke meget, nej, men il gengæld er der anden form for underholdning. Når vi sejler for motor, begynder dens lyde at blande sig med bølgernes, og frem kommer musik, mest for mandskor, men sommetider lægger et par sopraner sig ind over i smukke snirklede mønstre. De er meget glade for “Den er fin med kompasset”, men efter en tid nøjes de med at synge “i bølgen blå, i bølgen blå, i bøgen blååååå.” Da en del af det foregår i mit eget hovede, kan jeg ikke optage det. Og det mærkelige er, at når vi kommer hjem fra en sejltur, og jeg sætter mig ind i bilen, når jeg kun til dæmningen, før et mandskor synger “i bølgen blå” i bagagerummet.
Nu måtte jeg have storbyliv og supermarkeder, og det fik jeg i Nyborg. Den gamle, lidt skimlede baderumsbygning er revet ned og erstattet med dejlige rum. Vi gik en god tur på volden, og i Hennes og Mauritz fandt jeg en nederdel, jeg havde begæret i Nykøbing Falster, men fundet for dyr, sat ned til 100 kroner. Så alt i alt et par gode dage.
Dagen før vi var taget hjemmefra, ringede en mand fra Fyn for at høre lidt om vores båd. Vi aftalte mødes. Der ville måske ikke blive noget af det, men i mine vågne nattetimer planlagde jeg, hvordan vi skulle gøre, hvis han nu ville have den med samme. Benny kunne tage toget hjem og komme tilbage i bilen, og så kunne have alt pakket. Jeg drømte også om, at de ny ejere ville blive så begejstrede for de guldrandede tallerkner, at de ville plage om at beholde dem.
Det skete ikke lige på den måde. Vi skulle mødes i Kerteminde. Manden havde haft en LM30 før, op til flere, så han skulle bare lige se og høre motoren, så vidste han det hele. Vi fik dog en SMS næste dag, at desværre, han ville se sig om efter en yngre model.
Nu var vi egentlig på vej nord om Fyn, men Benny foreslog, at vi tog tilbage, så vi kunne komme i det Sydfynske, før alle andre kom i skoleferien. Så vi tog fra Kerteminde til Lundeborg, som flittige læsere vil vide, at jeg ikke kan fordrage.
Der var afsindigt lavvandet i havnen, og jeg, der springer baglæns i land, havde svært ved at springe baglæns opad. Der sad raske svende i begge nabobåde, som egentlig nok kunne have lettet sig, men det er bare Lundeborg. Forfortøjringerne skulle ned om nogle flækkede planker, gennemboret af rustne nagler, ordene ’det går i dobbeltsidigt bekneb i morgen’ stod med flammeskrift i mit hoved, og hvor gammel var egentlig min stivkrampevaccination?
Jeg måtte have fat i Bennys faste hånd for at komme fra borde om morgenen, for mine ben frøs fast, som stod de ved en hængebro over et bundløst svælg.
Tovværket gik underligt nok ikke i bekneb, hvilket beviser, hvor utroværdig Lundeborg er.
Nå, men vi havde en dejlig sejlads til Rudkøbing, valgte en plads lige ud mod vandet, så vi kunne holde øje med trafikken. Det var den varmeste dag den sommer, så det var en udsøgt fornøjelse at udskifte de afklippede jeans ud med den nysindkøbte luftige nederdel og de skridsikre sneakers ud med sandaler for slingre op ad hovedgaden.
Da vi havde lagt et storkøb i SuperBrugsen, bød Benny på en øl, som han selv ville hente i brugsens cafe. Han var væk meget længe, men kom så med en bakke med fire glas med forskellige mængder øl i. Der havde været så meget skum i hanen, at personalet foreslog denne utraditionelle måde at gøre det på.
Vi blev i Rudkøbing næste dag og fik vasket tøj, og mens Benny cyklede øen flad, cruisede jeg hovedgaden og hang ud med en cafe latte og bare var til. Som den eneste gæst uden mobil på bordet.
Så tog vi en kort tur til Strynø, hvor vi nu ved, at billetautomaten meget naturligt befinder sig i det lille køkkenrum i toiletbygningen.
Med udsigt til to døgn med dagsregn sejlede vi til Marstal, hvor det hurtigt begyndte at regne. Om eftermiddagen væltede tyske både ind i havnen, som havde plads til alle. Vi var de eneste med Dannebrog i vores lange række. Resten var tyske flag. Der var fine små grillhytter på land, og vi hang ud der i læ og tørvejr med pølser på grillen.
Efter lidt øhop, et stop i Fåborg med endnu en nytteløs fremvisning og en søndag i Assens, som henlå i koma og regnvejr, smuttede vi til Middelfart, hvor vi havde aftaler med to sæt mulige købere. Den ene familie mente, at træværket skulle slibes, og det gad de ikke. Den næste interesserede insisterede på at prøve et stunt, han havde hørt om fra en mekaniker, nemlig at vi skulle sejle med maks-fart i 10 minutter. Hvis motoren ikke holdt til det, ville han ikke købe båden. ”Godt så,” sagde vi. Han havde halligevel ikke fortjent båden.
Senere meldte der sig en ung mand for at se Fleur. Hans kæreste ville have en autocamper, og han ville have en LM30. Han skrev en venlig hilsen næste dag. Kompromisset var en LM 27, som hun syntes var så nuttet.
Småfrustrerede, som vi var, havde vi dog fornøjelse af at holde øje med en vipstjærtfamilie, der var flyttet ind i en fold på nabobådens storsejl. Ind og ud fløj de og kom hjem med lækkert snask, som blev gylpet ned i den gulnæbbede unge. Det har sikkert ætset sejldugen, og bådens ejer vil undre sig såre.
Efter tre nætter i Middelfart med enormt langt til baderum og nærmeste supermarked tog vi en hurtig tur for motor i dejligt vejr til Kolding, hvor der sådan set også er langt til mangt og meget, men på en ny måde.
Fra marinaen kan man gå til centrum langs åen, hvor der er bænke og finurlige kunstværker. Vi besøgte Koldinghus, hvor der var en spændende udstilling af Jim Lyngvild, der havde givet alle danske regenter og deres ægtefæller tøj på, som han havde belæg for eller fantasi til at forestille sig.
Koldinghus er også det sted hvor jeg engang opdagede, at jeg havde fået højdeskræk. Jeg havde løftet foden for at gå ud på en gangbro, da mit ben sagde nej, absolut nej! Siden har jeg arbejdet med det, og den dag lykkedes det mig at gå på gangbroerne med halvt lukkede øjne og et godt greb om rækværket, mens jeg messede “jeg kan det, jeg kan det”. Det kunne jeg og skulle ikke engang have noget med sukker i. Det fejrede vi med en udsøgt frokostmenu i museumscafeen. Men ellers var det også bare regn og blæst i Kolding, så det var med glæde, at vi efter fire dage kunne smutte ud.
Tilbage i Fåborg kom vi tilfældigt forbi kirken, som vi aldrig havde besøgt. Vi blev blæst baglæns af en serie meget store, farverige billeder. Jim Lyngvild igen. Hele turen fra Mariæ bebudelse til korsfæstelsen og opstandelsen, portrætteret af tatoverede engle og yppige kvinder. Det var som et overdådigt syretrip.
Vi tog en overnatning i Vindeby og tog bussen til Svendborg med computer i tasken, for det var længe siden, vi havde haft netadgang. Kun i de få sekunder, hvor Ærøfærgen passerede i vanvittigt tempo, der sommetider fik os til at rulle rundt i køjen, da kom vi på færgens net. Togtet sluttede, som det begyndte, med solrige dage på Omø og Femø.
Da vi kom hjem fra sommertogt i 2020 havde vi stadig en båd. En båd, som vi nu skulle til at gøre klar til vinteren. Alt det bøvl, vi havde glædet os til at blive fri for.
Til vinterklargøring hører også en tur til Stubbekøbing for at toppe op med diesel. Det foregår ved, at Benny sejler meget langsomt langs broen, og at jeg skal stå klar til at hoppe i land med en fortøjning. Efter mine nærdødsoplevelser i Lundeborg falder det mig meget svært, min ben stivner, og jeg har cement i skoene. Jeg klarede det imidlertid og svor, at det var sidste, absolut sidste gang i mit liv. Hvis Fleur ikke blev solgt, ville jeg hellere tage færgen til Stubbekøbing og stå klar, når Benny kom.
Et lille lyspunkt var, at et par havde ringet og bedt om at måtte se båden. De kom og blev uforbeholdent forelskede i Fleur. Men der var jo lige det, at de ikke havde råd til den, før de havde de havde solgt deres egen båd. Og så var der igen et deprimerende TIL SALG skilt i forruden.
Benny forsøgte at se det fra den muntre side. Vi kunne for eksempel planlægge en rigtig dejlig tur til den kommende sommer. Det nægtede jeg og begyndte at muggent at undersøge tilbud om busrejser.
Idioten, der ville have haft os til at smadre båden med en besynderlig tryktest, henvendte sig igen og var meget interesseret. Der blev udvekslet formularer og aftaler.
Dagen før han skulle komme, sendte han en mail om at han havde købt en anden. Benny svarede tørt, at så havde han jo to.
Men så ringede det begejstrede par. De havde fået solgt og ville købe Fleur. Vi aftalte overtagelse på søsætningsdagen, så de kunne lære den at kende på godt og ondt. De fik den, vi fik pengene og alt var godt. De ville ikke overtage det guldrandede stel eller noget som helst andet, men glædede sig til at udstyre den selv. Så nu har jeg dobbelt af alt køkkenudstyr. Hvis nogle af jer mangler en suppeske eller en gasbageform, så ved I hvor jeg bor.
Vi har siden set Fleur i Ishøj havn. Den ser så pæn ud, skinnende blank og med forskelligt nyt udstyr. Det var som at se sit barn blive godt gift.
Mange har spurgt om vi dog ikke savner sejlerlivet. Og jo, hvis jeg en varm dag kører over Farøbroen og ser et skib sejle for lystig genua mod Femø, kan jeg fornemme en ansats til misundelse. Men så plejer jeg at huske, at vi kan komme til Mallorca og tilbage igen for det, en spand bundmaling koster.
I øvrigt er vi blevet helt glade for busture.
Af Marianne Engers
