Sommerfest uden mundbind – endelig

Bruscetta med tomat, hapser med bagt gedeost eller pølse, mixed grill med to slags kartoffelsalat og melonsalat og myntemarinerede jordbær – 45 klubmedlemmer fra 6 år og opefter tog for sig af retterne, da vi i fredags – endelig! – igen kunne mødes talstærkt og uden de mundbind, som kun er i vejen, når man skal smile, snakke, spise, skåle og synge.

Vibeke og Ulrik, Mette og Tom, Henrik og formand Jens og i slutspurten Linda og Knud havde haft travlt hele fredag eftermiddag med at købe ind og kreere maden til den første festlige sammenkomst siden nedlukningen. Vejret viste sig heldigvis fra sin smukkeste side, så vi kunne sidde ude hele aftenen.

Aftenen udviklede sig til lidt af et gaveorgie. Først donerede Søren sejlklubben en antikvarisk fartmåler, som han havde arvet fra sin nære ven Charles Christensen, klubbens navnkundige gamle kaptajn. Søren har haft den liggende i mange år, men synes, at den hører til i sejlklubben. Der er tale om en meget fin Excelsior IV Ship Log fra Thomas Walker & Son i original trækasse.

Donationen fik også Allan Tjørnemark i gavehumør: Fluks sendte han Birgit hjem efter endnu et Charles Christensen-klenodie, nemlig kaptajnens gamle sekstant, som Allan havde vundet i et lotteri. Nu er også den i klubbens eje. Begge dele vil blive udstillet i klubhuset.

John Rulle havde sit lykkehjul og en kasse orange lodder med til fest, og glade vindere kunne gå hjem med et gavekort til Farø Vad, rødvin og portvin. Det blev på alle måder en rigtig hyggelig aften, hvor også et par af sejlklubbens helt nye medlemmer fik lejlighed til at mærke, hvad klubben har at byde på – ud over sejlads. De vil i sommerens løb blive præsenteret nærmere her på Signalmasten.

Hvis nogle klubmedlemmer IKKE har modtaget en mail med invitation til dette arrangement, bedes I sendeen mail til klubbens webmaster Jens Peter Illum, jpillum@hotmail.com, så han kan opdatere maillisten.

Velkommen til Solveig og Nynne, nye medlemmer af Bogø Sejlklubben.
Også velkommen til jer, Pia og Jacob, der ligeledes stiftede bekendtskab med “Pelikanen” for første gang.

Indlæg oprettet 18

Relaterede indlæg

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen